Ung hånd på gammel hånd

Hvis du gerne vil være frivillig, er der en række muligheder i Glostrup. Du kan orientere dig i oversigten over de forskellige muligheder herunder. Du kan også kigge på frivilligjob.dk. 

 

Frivilligt socialt arbejde

Vil du gerne arbejde inden for det sociale område, er frivilligt socialt arbejde måske noget for dig. Frivilligt socialt arbejde handler om at give øget velfærd eller omsorg til bestemte målgrupper fx ensomme, socialt udsatte, stofmisbrugere eller børn, der har det svært. Der er en række foreninger i Glostrup, som laver frivilligt socialt arbejde, og som altid er på udkig efter flere frivillige. Du finder en oversigt her. Hvis du gerne vil engagere dig i en af foreningerne på listen, skal du bare kontakte foreningen direkte. Hvis der er et særligt område, du interesserer dig for, som ikke findes blandt disse foreninger, har du mulighed for selv at starte en indsats op, og søge om økonomisk støtte fra kommunen. Læs mere om hvordan du gør

Idræts- og interesseforeninger

Hvis du har en særlig interesse indenfor fx idræt, musik, sang, kreative fag eller lokalhistorie, kan du kigge i vores foreningsoversigt, og se om der er en forening, som matcher din interesse.  De fleste foreninger kan altid bruge en ekstra hånd.

Aktiviteter for unge

Har du lyst og overskud til at være frivillig mentor for unge, der har brug for støtte og vejledning til at komme videre ud i uddannelse eller har svært ved at finde den rette vej i livet, så er det måske noget for dig at blive frivillig mentor

Er du mellem 15 år og 25 år og bor i Glostrup kan du være frivillig i Glostrup Ungdomsråd. Her kan du hjælpe med at lave aktiviteter og arrangementer for unge i Glostrup.

Aktiviteter for seniorer 

Vil du gerne undervise seniorer og være med til at planlægge arrangementer, kan du blive frivillig i Aktivitetscentret. Du kan også blive frivillig på Ældrecenter Dalvangen eller på Ældrecenter Hvissinge

Er du pensionist, og vil du gerne lave aktiviteter for andre seniorer, så er det måske noget for dig at blive frivillig i en seniorforening  eller –klub

Frivillig på Glostrup Festival

Går du med en lille bartender i maven, eller vil du tæt på de store stjerner, når de besøger Glostrup? Kan du håndtere et kamera, eller er du en haj med powertools?

Glostrup Festival afholdes hvert år den sidste weekend i august i Glostrup Idrætspark. Ca. 100 glade frivillige sørger for at skabe Vestegnens fedeste event. Vil du være med?

Skriv til kultur@glostrup.dk og fortæl, hvad du kunne tænke dig at lave. Der er noget for enhver, og vi lover, at det bli'r sjovt.

Kommunale institutioner

Du kan også være frivillig i en række af kommunens institutioner:

  • Glostrup Bibliotek: Her kan du være frivillig i IT cafeen og hjælpe andre i gang med at bruge fx computere og telefoner, eller i Kulturkorpset, som hjælper til ved arrangementer.
  • Lokalhistorisk Arkiv: Her kan du hjælpe med blandt andet registrering af arkivalier.
  • Ældrecenter Dalvangen: Her kan du være med til at give beboerne en aktiv og oplevelsesrig hverdag blandt andet i foreningen Dalvangens Venner. 
  • Ældrecenter Hvissinge: Her kan du være med til at give beboerne en aktiv og oplevelsesrig hverdag blandt andet i foreningen Hvissinge Venner.
  • Andre institutioner: Der er også frivillige i andre kommunale institutioner, men i mindre omfang end i ovenstående. Du er derfor altid velkommen til at henvende dig i en af vores institutioner, hvis du mener du kan bidrage med noget. 

Bliv frivillig fårepasser

Bliv frivillig fårepasser i Ejby Mose og hjælp os med at holde øje med får, hegn og vand, tælle lam og fodre dyrene. Alle kan lære at passe får. Man skal bare være rolig, tålmodig og have respekt for dyr. Fårenes græsning i mosen fungerer som naturpleje og er med til at bekæmpe invasive og giftige planter som bjørneklo. De passes i dag af fårehyrde Gunnar Kjær og et fårelav af omkring 15 familier. Den frivillige indsats sker i tæt samarbejde med Vej og Park i Glostrup Kommune. Vi har som kommune det overordnede ansvar for økonomi, foder, slagtning mv. Lyder det interessant? Så kontakt Torbjørn Nicolajsen fra Vej og Park på: torbjørn.nicolajsen@glostrup.dk eller 2020 9407. Se evt. mere på vores side Pas får i Ejby Mose.

Byg noget op fra bunden

Passer ingen af ovenstående muligheder på dine ønsker for frivilligt arbejde, eller har du fået en god ide, har du også muligheden for selv at starte en frivillig aktivitet op. Der er en række muligheder for at få tilskud og vejledning samt låne lokaler. Glostrup Kommune giver tilskud til: Folkeoplysende foreninger, Seniorforeninger, Foreninger/grupper, som laver frivilligt socialt arbejde, og foreninger/borgere som laver kulturelle aktiviteter. Læs mere om tilskudsmulighederne og lån af lokaler samt godkendelse af nye foreninger.